Jeg elsker duften af gløgg og æbleskiver, boderne og alle de mange gaveideer man får af at tage på julemarked. Her har jeg samlet nogle af Københavns bedste julemarkeder til jer, som inspiration til juletiden i købsstaden.
Jul i Tivoli
14. november- 3. januar
For 21. år i træk tages der hul på julen i Tivoli, hvor Julemanden byder indenfor til over 27 kørende forlystelser, et Alpeland, Nøddeknækkeren i Koncertsalen og boder der bugner af søde godter og varme drikke, duftende gran og masser af nordisk jul for hele familien – og så skal min ikke glemme alle de flotte lys i haven.
Den 13. december er der også Luciaoptog i haven kl 17.30.
Juledage i Jægersborggade
I næste weekend, 1. & 2. december
Den står på gløgg, granguirlander, gaveposer og glade grise i Jægersborggade på Nørrebro.
Det bliver en weekend i julens tegn og jeg glæder mig til at sætte tænderne i en masse lækkerier og måske finde en julegave eller to.
Julemarked i Nyhavn
4. november – 22. december
Nyhavn fyldes med hyggelig julestemning og godt humør. Der vil være boder med alt fra strik til pels til forskellige delikatesser fra nær og fjern.
Christiania Julemarked
9. december – 20. december
Den grå hal bliver omdannet til den julebazar. Der vil være musik, mad, røgelse, dukker, keramik, tøj, filt, hatte, huer , sokker, smykker, håndlavet unikke alverdens ting- ja der er nok af muligheder for at komme i julestemning der.
Julemarkedet er faktisk en tilbagevendende begivenhed fra 70′erne – i år må jeg vist hellere nå at komme derud.
Julemarked på Højbro Plads
13. november – 23. december
Små hytter er blevet sat op på hele pladsen, så du kan forkæle ganen med tyske kager og italienske oste og pølser, men naturligvis også med danske æbleskiver og kæmpeklejner. Du kan også købe glaskunst, smykker, uldtrøjer, hjemmesko i pels, skind og varme huer.
Slå et smut forbi, når du alligevel på julegaveshoppingturen på Strøget.
H.C. Andersens julemarked
14. november – 22. december
Oven på Kultorvets vandkunst vil der stå en ægte nostalgi-karrusel, og fra torsdag til søndag kan du også møde selveste Julemanden, som gerne lytter til børnenes ønsker. Boderne har navn efter vores kendte digters digte og der vil være julelys og julehjerter til at skabe en ægte julestemning.
Glædelig julestemning og gløgg dufte herfra!