Kjøbenhavn – 3-retters menu med smag og københavnerstemning

Share

Kjøbenhavn restaurant

Københavns Havn, Bagt Amager og Lufhavnen – sådan lyder nogle af de retter du kan få på restaurant Kjøbenhavn. Og så skal man selvfølgelig ikke glemme retten Månedens Kjøbenhavner. Denne ret bliver hver måned udarbejdet af forskellige kendte købenahvnere. I december måned var det Suspekt med deres ynglingsret: braseret okse, perleløg, nelliker og kanal.

Jeg er helt vild med dette koncept! En ægte kjøbenhavner restaurant lige efter mit hjerte og min blog.

Selve restauranten med adresse på Dronningens Tværgade 10 er hyggeligt indrettet med små intime borde og vinduer som skillevæg. Hele endevæggen er fyldt med skæve og sjove tegninger af et københavnerlandskab tegnet med tusch af Mormor. Hvis jeg havde en lidt større lejlighed med sådan en bar plet, så måtte Mormor godt komme forbi og være kreativ på min væg. Igen rigtig gennemført Københavnsk tema!

Kjøbenhavn bød på

Det første jeg smagte var smør med et twist af karamel. Rigtig sjovt og det smagte faktisk bedre med karamelsmør på brød end man måske skulle tro.

Kjøbenhavn 4

Forretten var en lækker tyk hummersuppe. Godt med fløde og godt med smag, lige som vi kan lide den. Selve suppen blev øst op inde ved bordet fra en Bodum kaffekande. Alle urterne i suppen blev presset ned af stemplet, så den sidste smag blev presset ud af dem inden suppen endte i min tallerken og mave. Sjov ide.

Kjøbenhavn 5

Til hovedret fik jeg Lufthavnen som bestod af gåsebryst, æble, bacon med peberrod og valnøddesovs. Gad vide om navnet (og ænderne) kommer fra alle de fugle der bliver skudt ned ude over lufthavnen?

Det var en lækker moderne juleudgave af æbleflæsk for de kødglade. Især peberrod og valnøddesovsen var jeg helt bidt af. Jeg kunne måske godt have savnet lidt grønt tilbehør, men en dansk jul er selvfølgelig heller ikke kendt for den grønne overflod.

Isbrag af en dessert

Især desserten var et brag af en oplevelse i bogstaveligste forstand. Jeg havde bestilt Bagt Amager. Denne isdessert dækket af marengs blev flamberet inde ved bordet. Duften kastede mig tilbage til barndomsminderne med skumfidusser over bål i de varme sommeraftener. Der var en rigtig fin kontrast mellem den friske ribs is, den tungere chokolade og den søde flamberede marengs. Prøv den! – og helt sikkert et must-try, hvis man er fra Amager.

Kjøbenhavn 6

Samlet stemningsbillede

Kjøbenhavn er et super hyggeligt sted med lækker mad uden at der er for mange vinglas på bordet og uskrevne regler.

Jeg er helt vild med deres Københavnerstil både med restaurantens navn, retterne og ideen med at tage en ny københavner med i køkkenet og planlægge en ret hver måned – Kjøbenhavn er jo som skabt til min blog og mit københavnerhjerte her på bloggen. Det er ikke sidste gang I ser mig, Kjøbenhavn! Måske man skulle nyde deres lækre Nytårsmenu omringet af en masse ”København”?

Kjøbenhavn 1

 

Share

One response

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *