Københavnsk iværksætter #2: ROSIN streger

Share

rosin-streger

Som I nok kan regne ud efterhånden, så er jeg ret så vild med seje folk, som starter deres eget. Sætter sikkerheden over bord og tror så meget på sig selv og deres ide, at de kaster sig ud i iværksætterlivet. Jeg har tidligere skrevet om andre spændende københavnske iværksættere historier og seje byboere HER

Jeg har taget en snak med Naja – en af Københavns seje iværksættere. Hun har startet virksomheden ROSIN streger.

ROSIN streger laver simple illustrationer inspireret af mindeværdige steder.

GIVEAWAY

I har selv mulighed for at vinde et valgfri illustration håndtegnet af Naja – hold øje med bloggen i morgen, hvor jeg løfter sløret for hvordan I kan få fat i en af hendes skønne illustrationer

Men først lidt om Najas iværksættereventyr…

Hvornår sprang du ud som iværksætter?

Det gjorde jeg sidste sommer (juli 2014), lige før jeg begyndte på min kandidat uddannelse efter at have haft et friår.

Hvordan er du endt her i dag med egen virksomhed?

Det er som sådan ikke noget, der havde været under opsejling længe. I mit friår havde jeg pauser mellem blandet andet at være ude at rejse, arbejde og være i praktik, hvor jeg ikke havde så meget at foretage mig. Jeg var ret spontant flyttet til København og boede i to sportstasker hos min søster. En dag da hun var på arbejde, begyndte jeg at sketche fordi jeg synes, at hun manglede noget at hænge op på væggene. Det blev til tre illustrationer af bygninger fra de tre største danske byer hun har boet i – Aalborg, Aarhus og København, og pludselig var ideen og konceptet bag ROSIN Streger skabt. Simple illustrationer inspireret af mindeværdige steder.

Hvorfor blev det lige illustrationer?

Jeg har altid været meget fascineret af minimalistiske grafiske udtryk. Jeg synes det er utrolig spændende at arbejde med enkelhed og lade de enkelte streger komme til deres ret. Selv få streger kan udtrykke meget. Selve sketching processen kan virke nærmest terapeutisk for mig, og det er blandt andet også derfor, at det netop blev illustrationer, der er hovedkonceptet bag ROSIN Streger.

Hvor finder du inspiration?

I princippet over alt, men hovedsagligt er mange af mine streger inspireret af min egen verden. Mange af de bygninger og byer, jeg har illustreret, er inspireret af mindeværdige steder, jeg enten har besøgt på forskellige rejser, eller som omgiver mig i min hverdag. Eksempelvis har jeg illustreret Hirtshals Fyrtårn, fordi jeg har gået på efterskole få kilometer derfra. På den måde har mange af mine streger en dobbelt betydning for mig, og jeg håber, at andre vil tage dem til sig og tillægge dem deres egne minder og betydninger.

Hvad er dine fremtidsplaner?

Helt overordnet er det min plan at få afsluttet min uddannelse inden for en rimelig tidshorisont. Men derudover prioriterer jeg sideløbende at få tid til udvikling og udbredelse af ROSIN Streger.

Hvor kan man finde dig, når du ikke har travlt med ROSIN streger? 

Når jeg ikke har travlt med ROSIN Streger kan jeg næsten altid findes på ITU, hvor jeg læser Digital Design & Kommunikation og desuden er barista i kaffebaren Analog, i Allerød hvor jeg sidder i kommunikationsafdelingen i et større ingeniørfirma, eller på Nørrebro hvor jeg er layouter for et kulturmagasin.

Har du et råd til andre potentielle iværksættere? 

Det lyder nok lidt cheesy, men ”Just do it”. At være iværksætter behøver ikke nødvendigvis at betyde, at man skal kaste alt, hvad man har i hænderne fra sig eller have det som en fuldtidsbeskæftigelse. Der er selvfølgelig en masse praktiske ting, der skal være styr på, og som man skal bruge tid på i starten, men jeg synes absolut, at det var det værd.
Hvor kan man ofte finde dig i København?
Jeg elsker bylivet i København, der sker altid et eller andet. Så når jeg ikke er ved at fare vild (jyde-dilemma), prøver jeg i så høj grad som muligt at udforske byen og de forskellige kulturelle tilbud, der er. Men du går nok ikke meget galt, hvis du leder efter mig på en af byens mange cafeer.

Har du en yndlings københavner-biks? 

Jeg ved ikke, om den falder ind under kategorien, men Cafe Paludan på Fiolstræde er min ubestridte favorit indtil videre. Der er så behagelig atmosfære derinde, og så har de nogle virkeligt gode kager!


Hvad skal du lave i København her i februar måned?

Næste weekend skal jeg catche up med et par veninder hjemme fra Aalborg, hvor jeg tror, vi skal ud at turiste den lidt.

KONKURRENCEN ER AFSLUTTET

Share

2 responses

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *