Københavnsk iværksætter #3: Martin Schwartz – grafisk designer med sans for Københavns arkitektur

Share

Det har været en travl weekend for mit vedkommende – der var jo loppemarked i søndags! Super sjovt og en dejlig fornemmelse bagefter, at jeg ikke bare smed mine gamle sager ud. Det kan godt prøves igen!

Idag har jeg noget spændende til jer på bloggen. Noget som jeg har glædet mig meget til at dele med jer. Jeg har interviewet person number to til min serie “Seje byboer”. Denne gang er det Martin Schwartz, der pryder bloggen.

Martin Schwartz

Martin er manden bag den seje Københavnerplakat fuld af skønne mindeværdige bygninger fra hele København. Han er en mand, der har sans for at nyde den mangfoldige Københavnske arkitektur, en sans han fik udviklet da han var skribent for magasinet KBH og så har han et helt specielt forhold til Irmahønen.

københavner plakat

Jeg har interviewet Martin om ham og hans forhold til København. Hvordan byen har spillet en rolle i hans karriere som grafisk designer og som privat person.

 

Giveaway

Sammen med interviewet er det også muligt at vinde Martins skønne Københavnerplakat, så du selv kan nyde alle detaljerne og bygningerne hjemmefra. 

Det eneste du skal gøre for at være med er at skrive om din bedste oplevelse i København nedenunder i kommentarfeltet. (Jeg håber også, at I har lyst til at melde jer til bloggen – så I kan høre om alle de skønne ting, jeg skriver om i København).

Jeg udtrækker én heldig vinder, men resten af jer bliver ikke glemt. Senere laver jeg nemlig et indlæg, hvor nogle af de sødeste/sjoveste/dejligste historier kommer med. 

Jeg udtrækker vinderen den 1. oktober

 

Hvordan blev Københavnerplakaten til?

Siden jeg flyttede til Købehavn fra Odense i 1998, har Københavns måde at være metropol på interesseret mig. På det tidspunkt dukkede de første visualiseringer af Ørestad op, og jeg har siden fulgt meget med i den rivende byudvikling, som København har gennemgået. Senere blev jeg skribent for magasinet KBH (dengang det stadig kom som trykt medie), og beskæftigede mig derfor meget med byens nye arkitektur. Jeg blev optaget af spørgsmålet om, hvad det er, som giver en by liv og stemning. For Ørestad var ihvertfald ikke et godt eksempel. Tag bare Fields’, der langs hele Arne Jacobsens Allé rejser sig som en mur uden en eneste indgang. Eller de algefyldte betonbassiner med stillestående vand.

Hvad er det Christianshavns kanaler kan, som basinnerne i Ørestad ikke kan? Det var sådanne spørgsmål, jeg ønskede at besvare visuelt, og derfor var jeg på jagt efter essensen af det København, som har stemning og sjæl. Det blev hurtigt klart for mig, at det handlede om bygninger, som folk havde et forhold til. Enten fordi de var smukke, eller fordi de repræsenterede gode minder eller finurlige detaljer. Jeg ville lave en plakat, der indkransede disse steder.

Hvordan valgte du bygningerne til plakaten?

Det var snarere et spørgsmål om, hvad jeg skulle vælge fra. Jeg kunne have puttet 50 flere bygninger på. Jeg ønskede det skulle være en blanding af den følelse du har, når du står i Runde Tårn, og den følelse du har, når du bevæger dig rundt i byen på gadeplan. Bygningerne skulle være ikoniske, forstået på den måde, at de hver især skulle repræsentere essensen af København. Det skulle ikke kun være Vor Frelsers Kirke og rådhustårnet, men også barer og Christianas skæve skure og Hva’ drikker Mølr-siloen i Nordhavnen.

Hvordan har København inspireret dig i dit arbejde?

Byens mange udtryk inspirerer mig. Der kan vores hovedstad noget. Paris er også en smuk by, men den forekommer mig meget ens i udtrykket. Når jeg tænker på den, ser jeg hvide bygninger for mig. I København ser jeg farver. Grå, røde, hvide grønne og gule farver. Jeg ser nyklassicisme, nederlandsk renæssance og gamle pakhuse.  Mangfoldigheden inspirerer mig.

Hvilket forhold har du til København?

Overvejende et godt forhold. Jeg er stolt af det, København byder sig til med. Jeg er glad for, at den gamle stad for alvor er begyndt at røre på sig. Jeg kan dog begræde, at man har nedlagt ladegårdsåen i et rør og bygget en bred vej oven på, og jeg kan stadig blive arrig over hvordan området omkring Stengade blev ommøbleret i 80’erne.

Hvad er dit bedste minde med byen?

En tidlig søndag morgen under Irmahønen i det gryende morgenlys. Den morgen kyssede jeg min kæreste for første gang. I dag har vi et barn sammen. Det er det lys jeg har prøvet at gengive på mit kort med lysreklamerne ved søerne.

Hvad er dit yndlingssted i byen?

Det afhænger af årstiden. Men jeg kan bestemt godt lide byens parker og kirkegårde. De emmer af metropol og fred på samme tid.

Din anbefaling til et god oplevelse i København

Tag en løbetur og bestem ikke ruten på forhånd. Jeg har fundet mange skønne steder, fordi jeg valgte at løbe ned ad den gade, som jeg ikke havde udforsket før. Det er en skøn måde at lære byen at kende på.

 

Share

30 responses

  1. Min bedste oplevelse i København er nok de mange gåture med barnevognen foran mig. Dage hvor der bare bliver gået uden en egentlig rute planlagt. På den måde har jeg set dele af byen som jeg ellers aldrig ville været kommet forbi. Især husker jeg en tur hvor vejen tilfældigvis gik forbi Sundby Sejlforening ude på Amager. Skønt sted med alletiders frokost. Her kom folk langvejsfra, der var sejlere og håndværkere. Mest af alt så var der højt til loftet og plads til alle….

  2. Den er svær! København har så meget at byde på – og jeg har godt nok oplevet meget. Nu er jeg lidt af en kage-elsker, og jeg har faktisk hele to oplevelser på Københavns Rådhus, der rangerer helt i toppen. Det er sjældent man ser København fra luften, hvis man ikke lige er en tur i Himmelskibet i Tivoli, men jeg var engang til champagne og kransekage i Rådhustårnet. Det var super hyggeligt at nyde udsigten fra et af de højeste punkter i byen – samtidig med at have kage i maven!

    Den anden var kagens dag på Rådhuset, som arrangeres hvert år af Københavns Bagerlaug. Hundredevis af kager fra diverse københavnske bagere. Spis alt du kan! Samtidig med at du støtte kraftramte børn. Kan man ønske sig mere?

  3. Gal den plakat er fed! Jeg kan ikke komme med en enkel oplevelse. Jeg elsker København og bare det at gå rundt i gaderne og bare suge alt livet til mig, er noget af det bedste 🙂

  4. Min bedste oplevelse i København, lyder lidt cheesy, men det er hver dag. Jeg flyttede til Danmark fra USA for næsten to år siden, og jeg føler mig bare så heldig hver dag, at jeg bor her og får de bedste oplevelser hver dag, om det bare er en dejlig kop kaffe, eller se min familie og venner, eller bare en fremmede der smiler til mig på gaden. Jeg er så heldig! 🙂

  5. Årh det er svært at vælge! Men vil sige at en af de bedste oplevelser jeg har haft, var lige da jeg flyttede herover som 18-årig og fandt ud af, at man kunne købe kebab om NATTEN!! Det kunne man altså ikke der hvor jeg kom fra.

  6. København – jeg kan bedst beskrive det sådan, at smukke Kbh lagde rammen om da min far og jeg fandt hinanden igen.
    jeg var en 14 årig ulykkelig teenager, der flyttede ind hos min far, der havde taget stoffer i nogle år (nu var – og er – han clean på 24. år). Jeg flyttede ind til ham i Kbh fra Sorgenfri, et rigtigt forstadsliv. Min far introducerede byen og jeg for hinanden, og min indgangsvinkel har altid været de skæve eksistenser – både menneskerne og de dunkle steder i byen.

    Jeg ELSKER Kbh! Det er en smuk, harmonisk, vild, idyllisk og charmerende by. Jeg elsker at gå igennem Kbh, både langs søerne og igennem Istedgade – også på den forkerte side af Hovedbanegården.

    Nu bor jeg i Frederikssund, sådan ville livet det – huspriser osv. Jeg elsker at besøge og genforenes med min by, som jeg boede og levede i i 20 år – og jeg vender helt sikkert tilbage en dag.

  7. Der er mange, men den sjoveste var nok den gang vi skulle besøge vores datter og se hendes nye lejlighed. Hun havde sagt den lå tæt på Hovedbanegården, men at den virkelig lå så tæt på, havde jeg aldrig gættet. Så jeg sagde “jøsses”, da hun låste døren op til opgangen. Det griner vi stadig af.

  8. Den plakat er for mig indbegrebet af min barndom i København, opvokset ved Sortedamssøen, hvor vi gik rundt om og det gjaldt om at tælle alle kobbertårnene vi kunne se. Ænderne og svanerne der fik ællinger. Og lige netop Irma reklamen med hønen der lægger æg, det er for mig skønne gamle minder. Ikke at forglemme kælketurene i Østre anlæg om vinteren. Sommerdage i fælledparken efter skoletid. Og Tivoli der med sine skønne blomster giver glæde. Nå men nu er det 42 år siden jeg boede der, men nyder altid en tur på Gråbrødre Torv, når turen går til København, så kan man jo altid hænge ud med ungdomsvennerene der.

  9. Jeg bor ikke selv i København længere, men kommer der ofte. Jeg har haft mange gode stunder i byen – gåture på Christiania, kanalrundfarter, besøg med adskillige skoleklasser, museumsbesøg, frokost på Trekroner, kortspil på Refshaleøen, cafébesøg, biografture, hotelovernatninger, teaterforestillinger, gudstjenester, kirkekoncerter, shopping m.m.
    Det er jo næsten umuligt at vælge den bedste oplevelse. Hårdt presset var det nok i juni, hvor min datter blev student fra Ingrid Jespersens Gymnasium, og den nærmeste familie og et par veninder efterfølgende gik i Fælledparken og hyggede i solskinsvejr med snacks og drikkelse. Fælledparken har været rammen om mange gode stunder i familien: Det var her, min exmand og jeg gik vores første kæresteture og drak kaffe på Pavillionen. Det var her, min datter lærte at cykle. Det var også her, min søn var til karneval og koncert første gang. Det er her, vi har løbet DHL-stafet med jobbet – og det var her, min datter første gang luftede sin studenterhue 🙂
    Kh Lotte

  10. Der er så mange steder som bare er dejlige i KBH. Som børnefamilie er de dejlige legepladser rundt omkring i byens parker fantastiske. I de varme sommerdage, hvor man ikke gad en tur til stranden var soppesøen og vandidrætslegepladsen i Fælledparken et godt alternativ. Derudover kan en hyggelig gåtur på volden ved Kastellet også anbefales.

  11. Min bedste oplevelse i København er i flertal, det er nemlig morgencykleturene til Rigshospitalets sygeplejerskeskole, da jeg boede i København i 1990érne.
    Den “stilhed” byen emmede af en sommermorgen med morgensolens glød på bygningerne var bare helt specielt….og det er faktisk store ord fra et udpræget B-menneske 😉
    Det er morgenerne jeg mindes nu

  12. Alle de gange, hvor min veninde fra Skibby & jeg fra Nyborg møder inde i “Den Store By” er skønne.
    Om vi spiser brunch, går i Zoo, shopper på Strøget – det’ lige meget. Bare vi er sammen. <3

  13. Åhh jeg har så mange dejlige minder fra kbh.
    Især alle de skønne sommerdage. Gåture rundt om Damhussøen. Asti og jordbær i Kongens Have. Spontane koncerter og events ude på gaden osv osv.
    Jeg ELSKER København <3

  14. Det bedste ved København, er de oplevelser jeg har haft med mine børn, når vi har besøgt byen. Zoo, Eksperimentarium, Tivoli, Madame Tousseaut og Kongens Have.

  15. Som jyde, der ikke så tit kommer til KBH, er det dejligste at opleve den vilde madkultur, der i løbet af de sidste 10 år er blomstret op i byen. Alle steder kan man få virkelig spændende og dejlig mad! Så fedt!
    Christine

  16. Min allerbedste oplevelse i København fandt sted d. 4/8-1997. Min mor havde tidligere på året fået konstateret livmoderhalskræft, og havde været i behandling sommeren over. I den forbindelse havde hun fået et legat fra Kræftens Bekæmpelse, som hun mente skulle gå til, at vi kunne få os en oplevelse for livet. Og det må man sige, at vi gjorde.
    Dagen startede med en tur op og ned ad Strøget, fortsatte med en tur i Tivoli, hvor regnen stod ned i stænger, efterfulgt af middag på Hard Rock Cafe (hvor jeg fik en bamse, som jeg stadig har stående), og vi sluttede af med at høre U2 i Parken. I sekundet U2 gik på scenen stoppede det med at regne.
    Siden da tog vi på en årlig tur til København, gik på Strøget, tog i Tivoli og spiste på Hard Rock.
    Det bedste minde blev til en tradition, som vi holdte i hævd til min mor gik bort i 2007.

  17. Min bedste oplevelse i København, var fra da jeg var 7 år. Jeg var netop flyttet til Spanien med min mor og skulle hjem til Danmark for at besøge min far. Han hentede mig i lufthavnen og vi tog en tur ind i Tivoli. Det begyndte at regne helt vildt, men det var alligevel den bedste tur og jeg husker hvor fortryllet jeg var af hele stemningen 🙂

  18. Jeg kommer normalt fra Aalborg, men da min kæreste flyttede til København fordi han blev optaget på drømmestudiet, var jeg lidt tvunget til at rejse til København og besøge ham. Forinden vi blev kærester havde jeg ellers svoret og fortalt ham mange gange, at hvis han nogensinde flyttede til København, så skulle vi altså ikke være kærester længere, for derover kunne jeg altså ikke bo i den trængsel og alarm. Gæt hvem der 1 år senere, er helt forelsket i byen og planlægger at flytte herover, når jeg til januar afslutter min uddannelse på universitet?? 😉

  19. Bedste minde jeg har får kbh må være da jeg var der på klassetur i 3.g.. Egentlig var jeg droppet ud af skolen, men i og med at jeg allerede havde betalt depositum, fik jeg alligevel være med. Her bestemte vi os så for at gå på Hard Rock Cafe – og jeg mødte det der skulle blive til min kærste, der inde. Og her bor jeg nå i Århus, sammen med han, 7,5 år senere og er mor til hans barn;)

  20. Min bedste oplevelse i København var da min kæreste første gang var i Danmark i September 2012, vi havde en skøn dag og han blev virkelig forelsket i København. Jeg havde aldrig set København som noget særligt, men efter at se hvor meget han elskede byen kan jeg nu se hvor vidunderlig den er. Vi sluttede af med en aften i Tivoli i regnvejr, men det var så hyggeligt.

  21. Hmm den er svær. Jeg tror min bedste københavnerhistorie er en aften hvor jeg skulle i Operaen med min bedste veninde og sen en ballet. Aftenen startede med at vi skulle ud og spise, hvor vi egentlig bare ville have et glas vin hver, meeeeen… en flaske er jo meget bedre 🙂 Jeg kan sige så meget at en flaske vin og et glas til i pausen gør en god ballet endnu bedre. Vi endte med at tage på tre forskellige turistfælder på nyhavn for at prøve de forskellige irish coffee, men sluttede af med københavns bedste gå i byen sted (i hvert fald hvis du ligesom mig er over 19, elsker gammel musik og fantastisk stemning): Heidis!
    Vi var de sidste der blev smidt ud, efter at vi fik slidt vores dansesko helt i bund. Det var en vidunderlig aften og endte med at jeg ikke kan huske at jeg kastede op da jeg var kommet hjem, men spurgte min kæreste næste morgen om han var blevet dårlig i løbet af natten. Samtidig fik jeg nærmest presset ham til at fri til mig om natten (han holder, flere år efter, stadigvæk på at vi er forlovet, mens jeg bestemt ikke mener at sådan et frieri holder i den ædrulige virkelighed).
    Min bedste veninde afsluttede også aftenen på en værdig måde, hvor hun faldt i søvn i toget, skulle tisse en togstation uden toilet, fald i søvn i opgangen, faldt i søvn da hun tog sine sko af og blev til sidst reddet af sin fantastiske kæreste som hjalp hende i seng.

    Det var den mest vidunderlige aften, og noget jeg altid har med mig i hjertet når jeg skifter ble på min lille dreng og hverdagen som mor er ved at tage overhånd 🙂

  22. Da jeg var lille, var det noget helt særligt når min søster og jeg hvert år i december tog ind til København med vores mormor for at se juleudstillingen i tivoli. Det var virkelig noget vi så frem til hvert år! Men efter vi begge er blevet store, så er traditionen gået lidt i sig selv. Men jeg savner det meget! 🙂

    Mvh Caroline Amalie Clausen
    tigerdyr107@gmail.com

  23. Haha, åh. Det er sguda mega svært. Jeg elsker København og har fantastisk oplevelser næsten hver dag, synes jeg. Den allerbedste oplevelse må være fra dengang, jeg endnu ikke boede her. Det er ikke en specifik oplevelse, men min daværende kæreste boede på Stengade, og jeg, som kom fra provinsen, havde det så vildt over at rejse til Nørrebro i ny og næ. Det var som at lære en helt ny verden at kende. Nu er det min yndlingsverden, og jeg forlader den formentlig aldrig.

    Flot plakat! // Regitze

  24. Jeg har mange gode oplevelser med København. En af de rigtige gode oplevelser var da jeg var i Det Ny Teater med min familie og se Les Miserables, hvor vi først spiste på en dejlig indisk restaurant og derefter lænede os tilbage i teatersæderne og nød en god forestilling. Jeg elsker København og især om natten, da jeg er lidt en natteravn, hvor man bare kan mærke pulsen og livet der hersker i storbyen.
    Når man kommer nede fra provinsen er København bare endnu mere speciel og værdsat hver gang 🙂

    Plakaten er utrolig flot og ville pynte min bare hvide vægge!
    Nanna

  25. Det er altid meget interessant at “kikke op” af alle de smukke bygninger i Kbh – og måske lede efter kanonkuglen, der sidder i væggen efter Kbhs bombardement – så næste gang du går forbi Bispegården ved Vor Frue Kirke – Nørregade 8 – så kik op og få et historisk sus – det er længe siden vi skrev 1807……. men kuglen sidder der stadig

  26. Jeg er netop flyttet til København. Jeg nyder min dejlige aftenturer ned forbi Der kongelige teater, Nyhavn, Amalienborg og til sidst runder jeg Markorkirken. Byens puls og den gode, gammeldags stemning via bybilledets smukke bygninger kan ikke andet end gøre mig lykkelig for at jeg kan bo i sådan en fantastisk by. Jeg har set mange fantastiske byer rundt omkring i verden, men København ligger ny stadig øverst hos mig!

  27. Bedste oplevelse må klart være at sidde med familien på træterrassen foran Traktørstedet Vestamager i ØRESTAD selveste Sankt Hans aften i solskin og nyde friskbrygget specialøl fra det nærliggende Amager Bryghus, samtidig med at vi nyder grillstegt oksekød og ser på, mens de sidste forberedelser gøres forud for Sankt Hans-bålets tænding.

    Ham illustrator-Martin burde følge sit eget råd om Ørestad og tage på en løbetur et andet sted hen end det evindelige Metro-stoppested foran Field’s som 99% af københavnerne bruger som deres reference for hvad Ørestad er. Kan I ikke tage og lukke jeres fordomsfulde mund, hvis jeres erfaringsgrundlag om Ørestad er så tyndt, at det mere udstiller jer selv og jeres manglende lyst til at udforske en ny bydel, at I ikke har mere begreb om den, end hvad der udspiller sig foran metro-stoppestedet på Kaj Fiskers parkeringsplads?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *